Anmeldelse af Parole Violators

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i  Husets Biograf til Bad Movie Club her  til aften og se filmen Parole Violators.

Genremæssigt er Parole Violators en actionfilm, tilsat noget romantik. IMDb siger at den også er et drama, men det synes jeg slet ikke filmen er. Endvidere siger IMDb at den er en krimi, men der er ingen opklaring i filmen. Vores helte kommer meget nemt på sporet af skurkene. 

Handlingen i Parole Violators er kort den at vi følger en TV vært 

hvis kæreste er politibetjent. Kærestens datter bliver kidnappet og så 

hjælper Miles kæresten med få fat i datteren igen. Og mere vil jeg ikke sige om handlingen. 

Der er mange slåskampe, mindre med biler der kommer ild i. Selv om brændende

biler er med i filmen. Så det er helt fint. Skuespillet er mindre godt, særligt

kampscnerne er ret amatøragtige. Det er ret sjovt. Og det tæller op på trashometret. 

På bjerget går man meget højt op i personbeskrivelser på film og i litteratur. Men her leverer filmen ikke rigtig.

Dog synes jeg ikke personerne er rene papfigurer. Selv om f.eks. Skurkene er meget onde, så har de nogle karaktertræk, som gør at de er at skelne fra hinanden. Filmen foregiver ikke at være en film hvor personbekrivelser vægtes højt. Så jeg synes det er ok.

Og filmen er ikke rodet fortalt, effekterne er ikke så gode, men vurderet ud fra de små penge man har haft at arbejde, er de klart tilfredsstillende.

Så filmen  er ret underholdende. 

Man har på den måde fået ret meget ud af det lille budget 

man har haft at arbejde med som helhed. Dette inkluderer således filmens redigering. 

Det der tæller ned er at den er lidt for lang, selv om  den kun varer halvanden time. Den bliver en smule langtrukket til sidst. Den havde været bedre hvis den havde været 10 - 15 minutter kortere. En anden ting som manglede var nogle sjove onelinere. Dog lagde jeg mærke til onelineren: "Yeah, the food was cold, but everything else was hot." Den er også fremhævet på IMDb. 

Den får 4,9 i rating på IMDb, som er for højt. Der findes klart 

dårligere film end denne. Men på en almindelig almindelig

kvalitetsskala ville jeg give den 4. Altså under gennemsnit, 

da karakteren 5 gives til gennemsnitsfilm. Men på trashometret 

ville jeg give den 6,5. Måske 7. Så hvis man synes det er sjovt 

at se dårlige film kan denne anbefales.

Instruktion: Patrick G. Donahue

Medvirkende: Sean P. Donahue (krediteret som Sean Donahue), Pamela Bosley, Michael Kiel

Udgivelsesår: 1994

Land: USA

Anmeldelse af Stenbroens “Helte”

Jeg var i Cinemateket den 12 juni 2025 at se filmen Stenbroens “Helte”. 

Filmen blev introduceret af Jack Jensen,  som er blogger på bloggen En lejemorder ser tilbage (http://enlejemordersertilbagepaadansk.blogspot.com/?m=1) og han har også udgivet fanzinet Stay Sick. 

Stenbroens “Helte” er fra 1965 og instrueret af Poul Nyrup.

Poul Nyrup blev født i 1934 og lavede tre film i 1960’erne og sidenhen er han glemt. Poul Nyrups film blev dårligt modtaget af filmkritikere oplyste Jack i sin introduktion.

Jeg må indrømme at jeg ikke havde så høje forventninger til Stenbroens “ Helte”. Men det var en forkert bedømmelse. Det vender jeg tilbage til. 

Stenbroens “Helte” handler om Djævle John, som er lederen af en bande, der blandt andet laver indbrud. Og de vil gerne lave nogen hurtige penge. Men under et indbrud hos en købmand bliver indehaveren slået ihjel. Det var dog ikke meningen at det skulle ske. Og mere vil jeg ikke sige om filmens handling.

Som jeg skrev havde jeg ikke så store forventninger til filmen. Men jeg synes at den var god. Filmen er lavet for få penge. Og Poul Nyrup har fået maximalt ud af de penge han havde. Jeg vil sammenligne med anden dansk instruktør nemlig Erik Balling, som instruerede Midt om natten. En film jeg godt kan lide, men som er kejtet lavet, for at citere Informations filmanmelder Christan Monggaard. Her har Poul Nyrup fået langt mere ud de penge han havde at arbejde med. Og Balling har garanteret haft flere penge at arbejde med. Så kort sagt har Poul Nyrup lavet en bedre film for færre penge end Balling.

Handlingen i Stenbroens “Helte” er spændende og historien er godt fortalt. Og skuespillerne gør et godt stykke arbejde. Og de var amatører. 

Filmens tema om ikke at ville leve et liv med et kedeligt arbejde og forsøge at finde en vej ud af det er et godt tema. Og det er behandlet i flere værker på forsekellig måde. De værker jeg umiddelbart kommer i tanker om (uden sammenligning i øvrigt) er Hans Scherfigs roman Den forsvundne fuldmægtig. Og filmen Free Guy. Også i nogle af Erwin Neutzsky-Wulffs romaner kan man finde dette tema. Jeg synes således at en af de bedste scener i Stenbroens  “Helte” er den hvor Djævle John snakker med sin far om at han vil have mere ud af livet end et kedeligt arbejde.

Så alt i alt en god film som varmt kan anbefales.

Poul Nyrups film er udgivet på 4k af Nicolas Winding Refn, sammen med Pusher trilogien. 

Man kan læse mere udførligt om Poul Nyrup og hans film i denne glimrende artikel af Jack Jensen som kan læses her: http://enlejemordersertilbagepaadansk.blogspot.com/2011/02/poul-nyrup-stenbroens-psykotroniske.html?m=1

Anmeldelse af Dune

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Cinemateket her til aften den 29/5 – 2025  at se Dune instrueret af David Lynch. Dune er nok Lynch´s svageste film, men jeg synes nu ikke den er dårlig. Det er bare det at de andre film er meget gode, mens Dune ”bare” er god.

I Lynch´s film er historien med om Baronens og Kejserens udryddelse af Atreides familien og de efterfølgende begivenheder med. Men det går hurtigere og der dvæles ikke så længe ved de forskellige begivenheder som i Villeneuves udgave, da Lynch ikke har så meget tid som Villeneuve. Og jeg synes det fungerer.

Filmen er ikke så lang sammenlignet med Denis Villeneuves Dune-film, men jeg synes den er fint afrundet alligevel. Og så snakkes der ikke hele tiden med om at Paul er messias. Det bliver nævnt, men er nedtonet. I forhold til Villeneuve´s film.  Og igen, så er Villeneuves Dune-film er tungere i det end Lynch´s, synes jeg.

Og så er Lynch´ udgave af Baron Harkonnen bedre end Villeneuves. Og der er ”lækre” detaljer med Baronen, hvor en af figurerne jeg ikke husker navnet på, snakker om hvor dejlig Baronens syge hud er.

Og jeg synes at skuespillet i Lynch´s film er godt. Nogle er effekterne er måske lidt forældede, for eksempel er ormene på ørkenplaneten lidt stive i det. Synes jeg. Men det kan jeg sagtens tilgive.

Så jeg kan bedre lide Lynch´s version af Dune end Villeneuve´s. David Lynch har endvidere en lille rolle i Dune. Det fungerer godt, synes jeg. Så alt i alt er Lynch´s Dune en relativt vellykket film. Jeg vil give den 7 stjerner ud af 10. Lynch´s Dune film har fået en relativt dårlig modtagelse. For eksempel får den kun 41 i metascore på IMDb. Og jeg har læst et sted at Lynch selv ikke var glad for filmen. Men jeg synes at man kan være tilfreds med filmen.

Instruktør: David Lynch

Medvirkende: Kyle MacLachlan, Kenneth McMillan, Sting m.fl.

Udgivelsesår: 1984

Lande: USA, Mexico

Anmeldelse af Fra det første blod til den sidste actionhelt

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jacob Holm Krogsøe har udgivet bogen Fra det første blod til den sidste actionhelt med undertitlen Den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982 til 1993. 

For at starte med det positive, så har Jacob skrevet en velskrevet og underholdende bog. 

Men den har desværre også nogle mangler, synes jeg.

Der står på side 10 i bogen at “Den her bog er altså min kærlighedserklæring til en genre og nogle helte jeg elsker." Og der står således også i Bibelen at størst er kærligheden (1. Korinthbrev 13, 13). Men i denne sammenhæng vil jeg dog sige at kærlighed alene gør det ikke. I dette tilfælde er der behov for analyse og ratio.  Bogen har således en mangel og det er at der er for lidt analyse og kritisk refleksion over filmene synes jeg. 

Vi lever i en branding kultur. Og som som Jacob skriver i første kapitel af bogen at det hele “netop var mere end bare filmene” (s. 18) Det var også en del branding og det blev slugt råt dengang i 1980’erne. Over hele verden, som Jacob også påpeger. Det første kapitel, kapitel 0, handler således blandt andet om actionfigurer. Og hvad jeg mener om actionfigurer illustreres bedst med et afsnit af Buffy The Vampire Slayer hvor Buffy reagerer på en actionfigur som ejes af skurken Warren. Mere vil jeg ikke sige om det. 

Jeg kan godt lide actionfilm. Og jeg kan jeg også lide b- film, kultfilm osv. Det kan man se på anmeldelserne på denne blog. Jacob skriver på side 12 at “jeg køber ikke at actionfilmen bare er hjernedød underholdning”. Og på side 21 skriver Jacob at bogen “er en præsentation af tanker og analyser, som viser at genren er mere bare overfladisk action”. Det er netop disse som mangler i bogen, synes jeg. Jacob giver ellers i bogen en god gennemgang af actionfilmenes udvikling med fokus på actionhelten. Jeg vil tage et eksempel på at Jacob netop ikke viser at genren er mere end bare overfladisk action:

På side 47 står der om Rambo: First Blood, “at resten af filmen er fremragende action og klimakset decideret mesterligt." Men her er jeg uenig med Jacob. Rambo: First Blood er ikke særlig god. Den starter godt med at vise at Rambo har PTSD. Men konflikten med sheriffen kører bare længere og længere ud. Og til sidst bliver Rambo omringet og anholdt. Ikke et godt klimaks efter min mening. Og konflikten med sheriffen og resten af politiet virker efter min mening utroværdig. Ikke særligt godt efter min mening. 

Jacob slutter sin gennemgang af med (som titlen også siger) med en gennemgang af filmen The last action hero. Jeg har altid forstået det således at The last action hero gør grin med actiongenren. Og derfor har jeg holdt meget af den. Men i Jacobs gennemgang af filmen er dette ikke nævnt. Jeg citerer her fra s. 159: “Alle disse intertekstuelle lege givet filmen kulør, og det gør at man kan se den igen og igen. Men det rykker ikke ved, at filmen dybest set handler om at finde sig selv.”

Så det kan være jeg husker forkert. Det er trods alt et stykke tid siden jeg så den sidst. 

Som afslutning vil jeg sige at Jacob som sagt har skrevet en underholdende bog. Men mangler analysen af hvorfor actionfilmen ikke bare er hjernedød underholdning. Jeg kan som sagt godt lide actionfilm, men jeg mener ikke de kan måle sig med film af de bedste instruktører så som David Lynch, Bergman eller Hitchcock. Heller ikke de bedste horrorfilm kan actionfilmen måle sig med. Her tænker jeg f. eks. på David Cronenbergs film eller Kubricks The Shining. Og spørgsmålet er så hvor stor en rolle branding så skal have i filmhistorien. Ifølge Jacobs opfattelse en stor rolle, hvis jeg forstår ham rigtigt. Jeg foretrækker en mindre rolle til branding. 

Titel: Fra det første blod til den sidste actionhelt

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Forlag: Afart

Udgivelsesår: 2025

Anmeldelse af Battle Beyond The Stars aka Rumpiraterne

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Husets Biograf søndag den 4 maj – 2025 og se science fiction filmen Battle Beyond The Stars. Filmen er et slags Star Wars ripoff. Uden Star Wars var denne film nok ikke lavet.  Den blev passende vist Star Wars dagen, som jo er 4 maj.

Battle Beyond The Stars handler om at den onde Sador som truer med at angribe den fredelige planet Akir, som den vist hedder. For at forsvare sig selv, sender man Shad, som er uerfaren som kriger, at finde nogen typer, der kan hjælpe Akir med at forsvare sig mod Sador. Og hvordan det går skal ikke afsløres her. Handlingen i filmen er enkel, men underholdende.

Der er helt fine scener med rumskibe der skyder på hinanden. Filmen udkom i 1980, samme år som Jens Lyn aka Flash Gordon. Flash Gordon er dog bedre en Battle Beyond Stars. Både Flash Gordons manuskript og på en visuelle side er Flash Gordon bedre end Battle Beyond Stars. Heldigvis er der ikke nogen snak om ”kraften” som der er i Star Wars. Og skuespillet er ok.  

Battle Beyond The Stars er en B-film, produceret af bl.a. kongen af B-film Roger Corman.

Men jeg synes egentlig de har fået meget ud af det budget de nu en gang har haft. Og så er den ikke totalt en kopi af Star Wars, synes jeg. Der er f.eks.  figurer med, som ikke er en ripoff fra Star Wars. Og der er ikke rigtig nogen deciderede kopier af personer fra Star Wars med. Og personerne er ret godt fundet på af manuskriptforfatterne.

Alt i alt en seværdig film. Jeg vil give den 7 ud af 10 på trashometret. På en almindelig kvalitetsskala vil jeg give den 4 stjerner ud af 10.

Instruktør: Jimmy T. Murakami

Medvirkende: George Peppard, Richard Thomas, John Saxon m. fl.

Udgivelsesår: 1980

Land: USA

Ummæli av Seinasta paradís á jørð

 

Skriva hevur Jóannes á Stykki

 

Eg var í Park Bio 2 mai – 2025 og sá Seinasta paradís á jørð hjá Sakaris Stórá. Aftaná filmin svaraði Sakaris Stórá spurningum.

Seinasta paradís á jørð er ein sosial-realististkur filmur, sum snýr seg um Kára sum býr í eini ónevndari bygd í Føroyum, men filmurin er upptikin í Hvalba. Sakaris Stórá segði aftaná sýningina at problemi sum blívur viðgjørt í filminum ikki skal vera bundi til Hvalba, men at søgugongdin í filminum kann vera í eini og hvørjari føroyskari bygd.

Kári er introvertur og hevur ymisk problemir. Mamman er deyð og heimi er dysfunktionelt.  Viðurskifini við systrina eru ikki so góð. Og hann arbeiðir á flakavirkinum í bygdini, men tað er í vanda fyri at steingja. Og hvussu tað gongur Kára skal ikki avdúkast her.   

Filmurin er góður og viðger viðkomandi evni. Og støðuna hjá arbeiðarastættini í Føroyum. Arbeiðarastættina, hvørs støða ikki er so væl lýst á filmi og í skaldskapi.  Sakaris bleiv spurdur um hví at filmurin æt Seinasta paradís á jørð, tá stemningurin var meira apokalyptiskur við við ymiskum hóttanum sum t.d. at flakavirki stewingir og arbeiðsloysi hóttir. Sakaris svaraði, at bygdin er paradísi hjá Kára hóast hóttanirnar. Hann vil helst ikki flyta.

Annars er avriki hjá leikarunum gott. Og tað er ikki so nógvur dialogur í filminum, men nógv verður sagt við myndinum.  Men filmurin er ikki uttan lýti. Tað er líka sum at tað sum mann kann kalla flóvi í mátanum søgan er fortald uppá ikki er so gott, haldi eg. Tað er akkurát sum tey ymsu hugskotini í søgugongdini ikki hanga so væl saman. Sama trupuleikan hevði Drymar við havi eisini. Men í Seinasta parasís á jørð fungerar tað hóast alt betri enn í Dreymar við havi.

Og so er søgan í filminum eitt sindur óforloyst. Og tað er ótilfredsstilandi. Filmurin brúkar ikki so nógv náttúrumyndir sjálvt um tað kundi veri upplagt. Men tað er so eitt val mann hevur tiki og tað eri eg partvíst samdur í. Eg haldi tó har kundi veri eitt sindur fleiri náttúrumyndir í filminum.

Seinasta paradís á jørð er ein góður filmur, men hevur sum sagt nøkur lýti, haldi eg. Eg gevi Seinasta paradís á jørð 7 stjørnur út av 10.

 

Anmeldelse af The Straight Story

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Cinemateket her den 5/4 – 2025 og se The Straight Story af David Lynch.

Jeg så den tilbage i starten af nullerne og huskede som en god film, som jeg synes alle Lynch´s film er. Filmen blev introduceret af Anne Jerslev som har skrevet bøger om David Lynch bl.a. David Lynch i vore øjne fra 1992. Hun viste, at selv om filmen er fortalt lineært og har langt mindre lynchske kendetegn end andre af hans film, så har den dog nogle. Jeg så filmen i starten af 2000 tallet eller nullerne og jeg kunne ikke huske disse lynchske kendetegn. Det kan være jeg ikke har lagt mærke til dem dengang. Men jeg var også meget glad for filmen dengang.

De lynchske kendetegn er bl.a. at der er nogle gentagelser i løbet af filmen.

Den starter med at man ser noget der ligner et tæppe, men viser sig at være en majsmark, når der bliver zoomet ud.   Man ser denne majsmark, hvor der er en maskine på marken, som man ser i løbet af filmen.

Og så er en mærkelig kvinde som er typisk for David Lynch. En kvinde som hele tiden påkører rensdyr. Og i starten af filmen hvor man hører en ildevarslende lyd og billederne varsler noget at noget mørkt er på færde. Det viser sig at hovedpersonen Alvin Straight ligger hjælpeløs på gulvet. Og så er der et billede af himlen med stjerner som går igen. Så vidt de lynchske kendetegn.

I modsætning til andre film af Lynch, har han ikke skrevet manuskriptet til filmen. Og så bygger den på en sand historie. Og er således en biografisk film. Men han har alligevel sat sit præg den visuelle side af filmen. Og måske har han inkorporeret damen der kører på rensdyr hele tiden?

Handlingen i filmen er kort at der er et telefonopkald, hvor Alvin får at vide at hans bror Lyle har fået slagtilfælde og han beslutter sig for at rejse en lang tur på en plæneklipper. Alvin har nemlig ikke kørekort, så vidt jeg kunne forstå.  Resten af filmens handling er Alvins rejse på plæneklipperen til broren. Det er en livsbekræftende rejse, hvor Alvin ikke møder andet end venlighed. Jeg vil ikke sige mere om handlingen her.

Jeg kan kun sige at det er en fantastisk film, hvor det hele fungerer. Handlingen er meget god og det er skuespillet også. Særligt vil jeg fremhæve Richard Farnsworth som Alvin. Og det er en film der viser at Lynch skaber fantastiske billeder. Det er fantastisk at Lynch formår at underholde, da tempoet er ret langsomt i filmen, da Alvin kører langsomt frem på sin plæneklipper. Filmen er gribende. Et sandt mesterværk.

Jeg kan kun opfordre til at se filmen. Det er en af de få film jeg vil give 10 stjerner ud af 10.